OM HOLDINGTERAPI

Hvis mit lille barn ligger og skriger, vil jeg samle det op, tage det ind til mig, holde fast om det, så det kan mærke, at jeg vil beskytte og passe på det. Jeg vil sætte ord på situationen, give barnet empati, vugge det, synge en sang, og jeg vil blive ved, indtil både barnet og jeg selv er faldet helt til ro.

Hvorfor gør jeg så ikke det samme, hvis barnet er 3 år, 4 år, 5 år 7 år eller10 år? Fordi barnet vil yde modstand, og jeg vil føle, at jeg overtræder barnets grænser, hvis jeg holder det mod dets vilje. Familien skal vel være et demokrati – ikke? Men hvad hvis barnet ikke vil børste tænder? Ikke vil lade lægen vaccinere sig? Ikke holde tilbage for rødt lys i vejkrydset?

Her er det vigtigt at forstå, at især de børn, der udvikler denne ”for tidlig selvstændighed”, ikke har den grundlæggende tillid til forældrene, derfor vover de ikke at give slip på kontrollen og at hengive sig og lade sig omslutte og trøste.

Ved en holdingterapeutisk session guider vi forældrene og opfordrer dem til at holde fast, ikke give slip, men samtidig forsøge at nå barnet med de følelser barnet vækker i dem, hvilket ofte er fortvivlelse over ikke at kunne nå det barn, de elsker. Først når en mor bliver helt autentisk, stopper barnet modstanden, knuger sig ind til mor, og sammen sørger de over, hvor svært det har været at nå hinanden. Efterfølgende vokser livsglæden, kærligheden, far kommer med, glædestårer flyder, det er et vidunderlig frydefuldt øjeblik, hvor tiden står stille – og hvor også terapeuternes øjne løber fulde af vand.

HOLDINGTERAPI

Holdingbegrebet stammer tilbage fra 1960’erne, hvor børnelægen og psykoanalytikeren D. N. Winnnicott introducerede begrebet. Ud over almindelig omsorg, pleje, kropskontakt og beskyttelse, indbefattede Winnicotts holdingbegreb: kærlighed, tryghed, nærhed, interesse, forudsigelighed, pålidelighed, empati og trøst, når der er behov for det.

Det er med det begreb som en underliggende etisk grundtone, at holdingterapeuter arbejder med familieterapi, hvor holding er en del af konceptet.

*

Holding er naturens instinktive måde at være forældre på. Holdingterapi er en både enkel og kompliceret familieterapeutisk metode til at hjælpe forældre til at genskabe holding, når de har mistet kontakten med instinktet.

Naturens instinktive redskaber til vedligeholdelse af holding er talrige. Her er tilknytningsprocessen af største vigtighed. Allerede i graviditeten retter den gravide kvinde sin opmærksomhed indad, og når fosteret begynder at sparke, kan manden også være med. I vore dage, hvor de fleste vordende mødre i vores del af verden bliver utralydscannet, kan barnet ses, og barnets køn afsløres for forældrene flere måneder før fødslen. Det fremmer tilknytningsprocessen. Under og efter en ukompliceret fødsel, med efterfølgende krops- og øjenkontakt mellem mor og barn, vil der i mors krop dannes et hormon – oxytocin -, der blandt meget andet også fremmer tilknytningen. Mor og barn vil efter få dage kunne kommunikere, mor vil småsludre empatisk og barnet på sin side vil sende signaler, der viser, at det har forstået budskabet: at det allerede er elsket, værdsat og beskyttet.

Hvis barnet ligger og græder, vil mor blive suget hen til det, som var der stærke magneter mellem dem. Hvis mor bare er lidt forsinket, vil barnet skrue op for lyden, og den lyd skærer sig ind i enhver voksen i nærheden. Instinktivt ved barnet, at hvis det bliver forladt, bliver det ædt af løverne. Så er det bedre at blive taget op af en fremmed.

I vores komplicerede samfund kan der let gå noget galt i naturprocessen: Fødslen kan ske før termin, mor og barn kan blive adskilte, barnet i kuvøse, i lyskasse, på operationsbordet mv. Amningen kan gå i kludder, far derhjemme blive besværlig (10 % bliver skilt i barnets første leveår), mormor eller morfar kan dø i barselsperioden. Eller der kan ske andre ulykker.

En ny mor er skrøbelig, sårbar – og er det første gang – også usikker på, hvad der er rigtigt og forkert. Sundhedsplejerskerne kommer med gode råd, men mormor, som i gamle dag stod ved mors side, har selv arbejde.

Så er det, der kommer forstyrrelser i tilknytningen, som forværres, hvis mor får en fødselsreaktion(depression). Og nu reagerer barnet med uro, kolik, søvnløshed, skrigeture og mor bliver udtrættet, utålmodig, måske hidsig, råbende, eller lukker døren og lader barnet skrige.

Men den forstyrrelse af tilknytningen der er skabt, helbreder ikke sig selv. Barnet opgiver til sidst at få Winnicotts holding af mor og udvikler det, vi kalder ”for tidlig selvstændighed.” Det er, som om barnet siger til sig selv: ”mor dur ikke, hun er for svag, jeg må klare mig selv.”

Moren kan også selv have en tilknytningsforstyrrelse til sin egen mor, hvilket med stor sandsynlighed vil føre til en tilknytningsforstyrrelse mellem hende og det lille nye barn. 40 % af befolkningen er det, man kalder ”usikkert/utrygt tilknyttet.”

*

Et barn med en tilknytningsforstyrrelse/et usikkert tilknyttet barn, vil ofte udvise symptomer. Barnet kan blive usikkert, klæbende, få ondt i maven på mindste foranledning, blive trist og indadvendt, eller – og det gælder især børn, der har udviklet ovenstående nævnte ”for tidlig selvstændighed” – udvikle sig til en lille tyran der vil bestemme, diskutere enhver forældreafgørelse, og når han/hun ikke får sin vilje, råbe og skrige indtil forældrene giver sig. Mor lader sig tyrannisere, for hun har for længst opgivet. Far forsøger at opdrage, sætte grænser, måske med vold, mor lægger sig imellem og forholdet mellem forældrene nedbrydes langsomt. Og familien isoleres socialt, for det er for skamfuldt at have denne ”uopdragne” unge med ud.

Pædagogerne i børnehaven, eller måske først lærerne i skolen, råber gevalt. Mon barnet ikke har ADHD? Og her kan familien være heldig at lande hos Anne eller mig, eller en af de andre holdingterapeuter rundt om i landet.

UNDERVISNING PÅ BJØDSTRUP:

På workshoppen vil vi skifte mellem teori og praksis. Vi vil uddybe tilknytningsteorien og fordybe os i de forskellige typer tilknytningsforstyrrelser, teoretisk og i rollespil. Det er jo mennesker med tilknytningsforstyrrelser vi alle arbejder med, mennesker der er trygt tilknyttede har ikke brug for psykoterapeuter! Vi som psyko/familieterapeuter ville heller aldrig været gået ind i denne branche, hvis vi ikke også var mere eller mindre utrygt tilknyttede!

Vi vil hjælpe jer til en forståelse af, hvilken type tilknytningsforstyrrelse den enkelte af jer tilhører og vi vil dele fordele og ulemper ved netop at være havnet i den gruppe.

Vi vil se på, hvilke faldgruber den enkelte af os vil have som terapeut, og belyse vores ”blinde pletter.”

Vi vil arbejde med holding i små grupper…

og med holding individuelt som fantasirejser til barndomslandet og lære at holde (om og af) os selv.

På gensyn til juni 2013

Anne Hejselbjerg & Bent H. Claësson