Bestyrelsens forslag til vedtægtsændring. Generalforsamling 14/6 2015

Bestyrelsens forslag til vedtægtsændring. Generalforsamling 14/6 2015

Vedtægter er fra generalforsamling 1999, ændret i 2007.


1. Foreningens NAVN er ”BjødstrupGruppen”

Foreslået ændret til:

1. Foreningens NAVN er: ”PsykoterapeutTræf”.

2. Foreningens HJEMSTED er Bjødstrup gl. skole, Bjødstrupvej 18, 8660 Skaderborg

Foreslået ændret til:

2. Foreningens HJEMSTED er den til enhver tid siddende formand/forkvindes adresse.

3. Foreningens FORMÅL er at bidrage til at fastholde og udbygge medlemmernes indbyrdes tilknytning.

Foreslået ændret til:

3. Foreningens FORMÅL er at tilbyde årlig undervisning/træning i emner, der foreslås på generalforsamlingen og besluttes af bestyrelsen.

4. MEDLEMSKAB er forbeholdt enhver som har afsluttet den 2 ½ årige uddannelse til gruppeterapeut ved Jylland Gestalt Institut/institut for gestaltanalyse eller en anden af de diplomuddannelser, Instituttet tilbyder og som har betalt kontingent til foreningen. Generalforsamlingen kan beslutte at optage andre som æresmedlemmer.

Foreslået ændret til:

4. MEDLEMSSKAB er forbeholdt enhver som har mindst 2 års undervisning i psykoterapi. Bestyrelsen kan give andre personer dispensation. Generalforsamlingen kan beslutte at optage æresmedlemmer/ændre æresmedlemsskab.

5. For foreningens FORPLIGTELSER hæfter alene dens formue. Foreningen kan kun forpligtes af formanden og et medlem af bestyrelsen i forening.

6. Foreningen ledes af en BESTYRELSE på 5 valgt af generalforsamlingen blandt medlemmerne. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

7. Bestyrelsen skal sørge for- at tilbyde medlemsskab til dem, som er nævnt under pkt. 4 ved opslag på Bjødstrup gl. Skole efter nærmere aftale med skolens ledelse – at indbyde til ÅRSMØDE, og – at opkræve KONTINGENT. Bestyrelsen kan påtage sig andre opgaver i overensstemmelse med vedtægten og fastsætter selv sin forretningsorden.

Foreslås ændret til:

7. Bestyrelsen skal sørge for:

at TILBYDE MEDLEMSKAB til dem, som er nævnt under pkt. 4 ved mails, breve, opslag eller lignende.

at indbyde til årligt træf og generalforsamling

at opkræve KONTINGENT.

Bestyrelsen kan påtage sig andre opgaver i overensstemmelse med vedtægten og fastsætter selv sin forretningsorden.

8. Foreningens INDTÆGTER er medlemskontingentet og eventuelt overskud ved foreningens aktiviteter. Regnskabsåret følger kalenderåret, dog således at regnskabsåret 2008 tillige omfatter perioden fra den 1. maj til den 31. december 2007.

Bestyrelsen skal tilstræbe, at indtægterne og udgifterne i de enkelte regnskabsår er lige store.

Foreslås ændret til:

8. Foreningens INDTÆGTER er medlemskontingentet og eventuelt overskud ved foreningens aktiviteter. Regnskabsåret følger kalenderåret.

Bestyrelsen skal tilstræbe, at indtægterne og udgifterne i de enkelte regnskabsår balancerer, således at der – pånær penge til opstart af et træf – ikke akkumuleres en formue.

9. Foreningens øverste myndighed er GENERALFORSAMLINGEN som afholdes 1 gang om året under årsmødet. Bestyrelsen indkalder til generalforsamling samtidig med at den orienterer om årsmødets program. Indkaldelsen skal udsendes så betids at den kan være medlemmerne i hænde senest 1 måned før årets træf. Forslag til generalforsamlingen skal sendes til formanden/forkvinden senest 2 uger før årsmødet. Generalforsamlingen træffer beslutning ved almindeligt flertal blandt de fremmødte; dog kræver beslutning om ændring af vedtægter eller om foreningens ophør at 2/3 af de fremmødte tilslutter sig.

DAGSORDENEN for generalforsamlingen skal omfatte følgende punkter:

a. Valg af dirigent.

b. Bestyrelsens beretning.

c. Godkendelse af det reviderede regnskab.

d. Fastsættelse af kontingent.

e. Behandling af indkomne forslag.

f. Valg af medlemmer til bestyrelsen. Valgperioden er 2 år. I ulige år er 3 medlemmer på valg og i lige år er 2 medlemmer på valg.

g. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.

h. Valg af 1 revisor og 1 suppleant for revisor.

i. Eventuelt.

Afgående sekretær fører protokol over generalforsamlingens beslutninger. Bestyrelsen kan fastsætte regler for valg. Dirigenten underskriver protokollen.

11. Hvis generalforsamlingen beslutter at foreningen skal OPHØRE, fastsætter den datoen for en ekstraordinær generalforsamling. Den afgående bestyrelse indkalder medlemmerne skriftligt med 3 ugers varsel.

Den EKSTRAORDINÆRE GENERALFORSAMLING har følgende dagsorden:

Valg af dirigent.

De deltagende medlemmers tilkendegivelser; hvis mindst 2/3 af de deltagende medlemmer tilslutter sig beslutningen om foreningens ophør, er den at betragte som ophørt. Foreningens formue fordeles ligeligt blandt medlemmerne.

Denne vedtægt træder i stedet for vedtægt fra 1999.

Foreslået ændret til:

Denne vedtægt træder i stedet for vedtægt af 29. april 2007.

BESTYRELSENS BERETNING 2015

BESTYRELSENS BERETNING 2015

Det har været et begivenhedsrigt år siden sidste års vellykkede træf.

Da bestyrelsen mødtes efter træffet for at starte planlægningen af næste års træf havde vi som sædvanlig en liste med emneønsker fra i år og tidligere år – fremkommet på generalforsamlingen.

Vi blev enige om, at netop nu ville emnet “stresshåndtering” være et af de mest aktuelle.

Den lærer, vi havde ønsket i første omgang var dog alt for dyr.

Flere pegede derefter på Torben Thaulow. Hvilket alle synes var en fremragende ide. Torben var netop i gang med forskning i stress og var begejstret for at dele dette med os.

Vi blev i bestyrelsen hurtigt klar over, at Torben som underviser kunne give en konflikt i forhold til Niels Hoffmeyer, der ejer de lokaler foreningen lejer til det årlige træf/kursus. Torben var jo en af den gruppe lærere og censorer, der var gået fra instituttet bl.a. grundet samarbejdsvanskeligheder.

Vi diskuterede dette med hinanden og blev enige om at:

1:Bestyrelsen mente, at vores forening er uafhængig og skulle kunne engagere de lærere vi selv ønsker til vores træf.

2: Både Torben og vi så det også som en (tilfældig opstået) mulighed for at bløde fronterne mellem instituttet og de gamle lærere op.

At bruge Torben som underviser kunne virke som en ud af flere muligheder for en tilnærmelse mellem Niels og en af de “gamle lærere”.

Både bestyrelsen og Torben håbede, at dette kunne ske i al stilhed.

Da kurset blev slået op fik vi forbavsende hurtigt holdet fyldt halvt op allerede inden jul.

Kort efter meddelte Niels bestyrelsen, at han “ikke kunne acceptere tilstedeværelsen af Torben på Bjødstrup”.

På den ene side mente vi at være en uafhængig forening, på den anden side ønskede vi ikke yderligere konfrontationer (da det modsatte jo var meningen).

Vi mente også, at principperne i, om vi var uafhængige eller på nogen måder underlagt Niels, var så stort et spørgsmål, at bestyrelsen ikke alene kunne tage stilling til dette. Det skulle ske på en generalforsamling.

Vi besluttede derfor både for at redde træffet og foreningen og for at undgå konfrontationer her og nu i stedet at bruge Niels som underviser og derefter lade generalforsamlingen afgøre hvad vi skulle gøre i fremtiden.

Torben var helt indforstået med dette, men selvfølgelig ked af det.

Der skete herefter dette:

Adskillige medlemmer afmeldte deres deltagelse i træffet. De fleste begrundede det med, at de havde tilmeldt sig for at have Torben som lærer.

Nogen ville gerne deltage i generalforsamlingen, men syntes det var noget akavet, når de ikke deltog i selve kurset.

Niels ønskede at mødes med bestyrelsen inden vores bestyrelsesmøde. Af hans mails fornemmede vi, at han ønskede at vi skulle melde klart ud, om vi “holdt med ham eller med de gamle lærere”.

Vi, som bestyrelse, har forsøgt at holde os neutrale og gøre alt for, at foreningen kunne bestå. Faktisk er både Niels, Birte og flere af de gamle lærere, bl.a. Torben Thaulow æresmedlemmer af vores forening.

Hvordan kan foreningen på Niels forlangende forbyde et æresmedlem som f.eks. Torben at komme til en generalforsamling?

Vi var netop i gang med at aflyse træffet (ikke bare på grund af konflikten, men også på grund af manglende tilslutning), da Niels desværre døde.

Vi aflyste træffet og meddelte på hjemmesiden, at der ville komme en generalforsamling et andet sted.

Det er derfor, vi har valgt et neutralt og centralt placeret sted til generalforsamlingen. Vi skal sammen finde ud af hvordan vores forening skal fortsætte – eller om den skal nedlægges.

bestyrelsen har et forslag som gør, at foreningen kan bestå – mere uafhængigt end før. Bestyrelsen ønsker med dette forslag at virke som brobyggere mellem gamle elever fra Bjødstrup, elever, der er fortsat på andre institutter samt lærere fra begge institutter.

Vores IT-hjælper Harald Willemoes vil fortsat stå for hjemmesiden som før.

Kærlig hilsen Bestyrelsen